Gotiske teglsten – en del af den nordeuropæiske arv

I Vorpommern vil man som turist ikke kunne undgå at få øje på de mange gamle teglstensbygninger som kirker, klostre, rådhuse og bymure. Vorpommerns specielle gotiske teglstensarkitektur begyndte at udvikle sig i 1100-tallet, og man finder eksempler på den i hansestæderne Greifswald og Stralsund, men også i Anklam, Wolgast, Güstrow og Bad Doberan.

Hanseforbundet dominerede livet i Vorpommern og i landene omkring Østersøen i henved 300 år. Den almindelige velstand kom bl.a. til udtryk i en fantastisk byggeaktivitet, og i bedste pionerånd fik håndværkere, handelsfolk, bønder, munke og missionærer bygget i hundredevis af små landsbyer, over 50 større byer samt mange kirker og klostre. Høje spir og flot udsmykkede facader, der pryder mange af de gotiske teglstensbygninger, vidner om den tids arkitektoniske stil. I det hele taget er den gotiske teglstensarkitektur en af de helt store kulturelle milepæle i regionens historie.
Nuomstunder tjener mange af bygningerne helt andre formål end det oprindelige. Mange af dem huser museer, og nogle af de store kirker er blevet lavet om til koncertsale, lejligheder eller caféer. Nærmere informationer om gotisk teglstensarkitektur finder du her.

Den gotiske teglstensarkitektur udgør den dag i dag en meget karakteristisk del af mange af byerne i Vorpommern. I hansestaden Greifswald præges bybilledet af de tre gotiske kirker Skt. Maria, Skt. Nikolai og Skt. Jacobi, og i Eldena, der ligger tæt på Greifswald, finder man de velbevarede rester af et gotisk kloster fra 1199. Til regionens mest imponerende bygningsværker hører også domkirken i Bad Doberan, der blev bygget tilbage i 1386. I den lille by Starkow kan man besøge den rigt udsmykkede kirke fra 1200-tallet, og i Anklam er det et absolut must at lægge vejen forbi byporten (1250). Siden 1986 har porten været benyttet som museum. Klatrer man op i kirketårnet (111 trin), bliver man belønnet med en herlig udsigt over byen og Peene-floden. Et andet gotisk mesterværk af teglsten er den 104 m høje Mariakirke (1416) i Stralsund, der er en af de største gotiske bygninger i Vorpommern. Også rådhuset i Stralsund fra 1200-tallet er et besøg værd.